ABONNEMENTSVILKÅR
for regnskabs-, bogførings- og årsregnskabsydelser
Disse abonnementsvilkår (“Vilkårene”) gælder for alle abonnementsaftaler indgået mellem:
Radius Regnskab
CVR-nr.: 37926183
(herefter “Leverandøren”)
og kunden (“Kunden”).
Ved oprettelse af abonnement accepterer Kunden nærværende Vilkår og indgår en juridisk bindende aftale med Leverandøren.
1. Aftalens omfang
1.1. Abonnementet omfatter de ydelser, der fremgår af den valgte pakke, herunder – men ikke begrænset til – bogføring, regnskab, moms, løn og/eller årsregnskab.
1.2. Ydelser leveres i overensstemmelse med gældende dansk lovgivning og god regnskabsskik.
1.3. Revision og erklæringsopgaver er ikke omfattet, medmindre dette er særskilt aftalt skriftligt.
2. Kundeopstart og kundekendskab (AML/KYC)
2.1. Nye online standardpakker bestilles uden særskilt opstarts- eller KYC-gebyr.
2.2. Kundekendskab, risikovurdering, identifikation og verifikation af ejerforhold samt etablering af kundestruktur gennemføres fortsat som del af kundeopstarten.
2.3. Arbejde uden for pakkens beskrevne omfang aftales særskilt. Allerede indgåede aftaler ændres ikke med tilbagevirkende kraft af denne betalingsregel.
3. Aftaleindgåelse
3.1. Abonnementsaftalen træder i kraft, når Kunden:
- vælger en abonnementspakke, og
- gennemfører betaling via Leverandørens betalingsløsning.
3.2. Aftalen indgås digitalt og er juridisk bindende fra oprettelsestidspunktet.
4. Abonnementsperiode og binding
4.1. Bogførings- og årsregnskabspakker indgås med en minimum bindingsperiode på 12 måneder.
4.2. Bindingsperioden løber fra abonnementsstartdatoen.
4.3. Abonnementet kan ikke opsiges i bindingsperioden, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning.
4.4. Ved opsigelse inden bindingsperiodens udløb er Leverandøren berettiget til at opkræve resterende abonnementsbetaling for den aftalte bindingsperiode.
5. Opsigelse efter bindingsperioden
5.1. Efter udløb af bindingsperioden kan abonnementet opsiges med løbende måned + 1 måneds varsel.
5.2. Opsigelse skal ske skriftligt.
5.3. Manglende betaling anses ikke som gyldig opsigelse.
6. Priser og betaling
6.1. Abonnementet faktureres forud på månedlig basis via automatisk betaling.
6.2. Alle priser er ekskl. moms, medmindre andet er angivet.
6.3. Leverandøren er berettiget til at regulere priser én gang årligt med minimum 30 dages varsel.
6.4. Abonnementspriser er baseret på en aftalt bilagsmængde, aktivitetsniveau og selskabsstruktur.
6.5. Ved væsentlig stigning i bilagsantal, antal ansatte, omsætning, kompleksitet eller selskabsstruktur forbeholder Leverandøren sig retten til at regulere abonnementsprisen.
7. Forudsætninger for abonnementsprisen
7.1. Abonnementsprisen forudsætter, at Kunden rettidigt indsender de efterspurgte bilag og oplysninger i anvendeligt digitalt format.
7.2. Manglende, mangelfuldt eller forsinket materiale kan medføre merarbejde, som ikke er omfattet af abonnementsprisen.
7.3. Følgende arbejde faktureres særskilt efter gældende timepris:
- tilbageløb og rykkere efter manglende bilag
- ekstra afstemninger som følge af mangelfuld dokumentation
- oprydning i tidligere regnskabsår
- manglende eller ufuldstændigt materiale til årsregnskab
- komplekse forhold, herunder holding- eller koncernstruktur
8. Regnskabsår og opstart midt i regnskabsperiode
8.1. Et selvstændigt årsregnskab bestilles som et løbende abonnement med månedlig forudbetaling. Den aftalte årspris fordeles på 12 måneder.
8.2. Første betaling ved bestilling midt i regnskabsåret omfatter de allerede afsluttede måneder og den aktuelle måned. Det samlede beløb vises før betaling. Ved et kalenderår bestilt i juni dækker første betaling januar til juni.
8.3. Afsluttede måneder opkræves én gang og opkræves ikke igen ved årsafslutningen. Årets sidste måneds nettopris afrundes, så det samlede årshonorar svarer til den aftalte årspris.
8.4. Et almindeligt regnskabsår på 12 måneder skal oplyses. Forkortede, forlængede eller forskellige regnskabsår for drift og holding afklares inden betaling.
8.5. Ekstraarbejde nødvendigt for korrekt årsafslutning aftales særskilt. De øvrige abonnementspakker følger den månedlige betaling i bestillingen. Binding og opsigelsesvarsel i afsnit 4 og 5 gælder fortsat.
9. Regnskabssystemer og ERP
9.1. Leverandøren arbejder i e-conomic, Dinero eller Uniconta.
9.2. Valg af regnskabssystem sker efter Leverandørens anbefaling og er en forudsætning for abonnementsprisen.
9.3. ERP-licenser og eventuelle tredjepartsintegrationer, herunder betalingsløsninger som Corpay, faktureres særskilt, medmindre andet fremgår af den valgte pakke.
9.4. Kunden accepterer, at Leverandøren arbejder i det valgte system.
10. e-conomic-abonnement i bogføringspakker
10.1. I bogføringspakker, hvor der arbejdes i e-conomic, kan Leverandøren stille e-conomic-abonnement til rådighed via Radius Regnskab.
10.2. Abonnementet er en integreret del af bogføringspakken og kan ikke anvendes uafhængigt af abonnementsaftalen.
10.3. Ved aftalens ophør bortfalder Kundens adgang til e-conomic-abonnementet via Radius Regnskab, medmindre andet aftales skriftligt.
10.4. Overførsel af data eller etablering af selvstændigt e-conomic-abonnement efter ophør faktureres særskilt efter gældende timepris.
11. Ekstraarbejde og tillægsydelser
11.1. Arbejde, der ligger uden for den valgte abonnementspakke, betragtes som tillægsydelser.
11.2. Tillægsydelser faktureres særskilt eller tilføjes abonnementet efter aftale.
11.3. Debitorstyring, opsætning af rykkerflow og automatisk betalingsopfølgning betragtes som tillægsydelser, medmindre andet fremgår af den valgte pakke.
12. Kundens forpligtelser
12.1. Kunden er ansvarlig for rettidig levering af bilag og oplysninger, korrekthed af disse samt overholdelse af lovpligtige frister.
12.2. Leverandøren kan ikke holdes ansvarlig for konsekvenser af Kundens manglende opfyldelse af disse forpligtelser.
13. Rådgivning (afgrænsning)
13.1. Rådgivning ydet af Leverandøren har karakter af generel regnskabs- og økonomisk rådgivning baseret på Kundens oplysninger.
13.2. Rådgivning udgør ikke juridisk, skatteretlig eller revisionsmæssig rådgivning, medmindre dette er særskilt aftalt skriftligt.
13.3. Kunden træffer selv endelige forretningsmæssige og økonomiske beslutninger.
14. Ansvar og ansvarsbegrænsning
14.1. Leverandørens ansvar er begrænset til direkte tab og kan aldrig overstige det beløb, Kunden har betalt de seneste 12 måneder.
14.2. Leverandøren hæfter ikke for indirekte tab, herunder driftstab, avancetab eller følgeskader.
15. Personlig hæftelse ved selskaber
15.1. Hvis Kunden er et kapitalselskab (ApS/A/S), erklærer den tegningsberettigede ved oprettelsen at have fuldmagt til at indgå aftalen.
15.2. Den tegningsberettigede indtræder samtidig som personlig selvskyldnerkautionist for samtlige forpligtelser i henhold til abonnementsaftalen.
15.3. Den personlige hæftelse gælder uanset selskabets ophør, konkurs eller likvidation.
16. Force majeure
Parterne er ikke ansvarlige for manglende opfyldelse som følge af forhold uden for deres kontrol.
17. Lovvalg og værneting
Aftalen er underlagt dansk ret.
Enhver tvist afgøres ved dansk domstol med Leverandørens hjemting som værneting.
PERSONLIG KAUTION (SELVSKYLDNER)
Undertegnede (“Kautionisten”) erklærer sig herved som selvskyldnerkautionist for alle nuværende og fremtidige forpligtelser, som Kunden måtte have over for Radius Regnskab, CVR 37926183, herunder abonnementsbetalinger, restfakturaer, tillægsydelser, renter og omkostninger.
Radius Regnskab kan gøre krav gældende direkte mod Kautionisten uden forudgående retsforfølgning af selskabet.
Kautionen består uanset selskabets ophør, konkurs eller likvidation og kan kun ophæves ved skriftlig aftale.